Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i I fokus i I fokus 2012 i Jobbresan ger ungdomar tro på egen framtid i Hastigt voksende danske ungdomsarbejdsløshed skal ned
tema

Hastigt voksende danske ungdomsarbejdsløshed skal ned

| Tekst: Marie Preisler

Arbejdsløsheden blandt unge danskere er tredoblet på fire år, og regeringen lover handling, selvom forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter om en ungepakke i første omgang er brudt sammen.

Arbejdsløsheden blandt danske unge er alt for høj og skal ned, fastslår den danske regering og varsler en såkaldt ungepakke med initiativer, der skal bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, herunder en offensiv uddannelses- og efteruddannelsesplan, der blandt andet skal løse det problem, at mange unge har svært ved at finde en praktikplads.

De unge er den aldersgruppe i Danmark, som har den højeste ledighed og er hårdest ramt af den økonomiske krise, viser en nylig kortlægning af ungdomsarbejdsløsheden fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Siden juni 2008, hvor arbejdsløsheden var lavest, er arbejdsløsheden for de 16-24-årige danskere tredoblet til 13,3 procent i april 2012, og blandt de 25-29-årige er arbejdsløsheden vokset næsten lige så voldsomt. 12,6 procent af de 25-29-årige står nu uden job. Det er en langt større andel end i befolkningen som helhed, idet 6,2 procent af arbejdsstyrken er arbejdsløse.

Ungepakke trods sammenbrud

Initiativer til at begrænse ungdomsarbejdsløsheden har derfor stået højt på dagsordenen ved forårets trepartsforhandlinger mellem regering og arbejdsmarkedets parter. Og selvom forhandlingerne 8. juni 2012 blev afbrudt på grund af uenighed, har regeringen forsikret, at der alligevel vil blive lavet en ungepakke mod ungdomsarbejdsløshed.

Det præcise indholdet af pakken er endnu ikke kendt og formentlig slet ikke besluttet endnu, men regeringen lover, at nogle af elementerne bliver en offensiv uddannelses- og efteruddannelsesplan, der blandt andet skal øget kvaliteten på erhvervsuddannelserne og sikre en langsigtet og grundlæggende løsning på den store mangel på praktikpladser til elever på erhvervsuddannelserne.

- En helt central dagsorden er at tage hånd om de udfordringer, som mange unge står overfor, lød det i finansminister Bjarne Corydons (Socialdemokraterne) kommentar til trepartsforhandlingernes skibbrud.

Ministre lover handling

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager fra Radikale Venstre lovede konkret handling:

- Alt for mange unge er i dag ledige. Det vil vi gøre noget ved. Regeringen er opsat på at hjælpe de mange unge, som hverken kan finde et arbejde eller komme i gang med en uddannelse. Det er helt uholdbart for den enkelte og for samfundet som helhed, og vi vil fremlægge en række konkrete initiativer for Folketingets partier, sagde hun.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) forsikrede også, at de arbejdsløse unge vil få hjælp af regeringen:

- Vi lader ikke de unge i stikken. Det er dyrt både for samfundet og for den enkelte, når unge står uden for arbejdsmarkedet. Regeringen vil arbejde videre med at skærpe uddannelsesgarantien og sikre praktikpladser, så alle har mulighed for at få en erhvervsuddannelse.

 

Nyhetsbrev

Motta Arbeidsliv i Norden gratis med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
h
This is themeComment