I Norge har SAS indgået en aftale med staten om evakuering med et ombygget Airbus-fly, der på kort tid kan indrettes som et flyvende hospital. Den type aftaler om transport i tilfælde af alvorlige kriser skal den danske stat og danske transportvirksomheder også have på plads, før nye katastrofer indtræffer.
Det anbefaler DI Transport, der er del af Dansk Industri og repræsenterer store transportvirksomheder som SAS, Mærsk, Copenhagen-Malmø Port, Billund Lufthavn, DSB og store fragtvirksomheder.
– Vores transportvirksomheder har betydelige kapaciteter og kompetencer, som kan mobiliseres under kriser. Hvis vi udnytter de kapaciteter, kan vi hurtigt komme op i gear, lyder det fra branchedirektør i DI Transport, Hakon Iversen.
DI Transport vil have styrket det offentligt-private samarbejde om beredskab på transportområdet. Med et tættere og mere struktureret samarbejde mellem stat og transportvirksomhederne kan fly og lufthavne, tog, busser, lastbiler, fragtskibe og havne under kriser spille en central rolle i det danske beredskab, forventer DI Transport.
Konkret kan transportsektoren blandt andet:
- Bidrage til evakuering og mobilitet med kollektiv trafik, hvis andre transportformer er sat ud af spillet.
- Stationer kan omdannes til sundhedscentre eller beskyttelsesrum.
- Vejgodstransport kan rydde op efter store vejrhændelser, holde forsyningskæder i gang og køre rundt med nødhjælp.
- Flyselskaber og lufthavne kan forbinde landsdele, sikre nødforsyninger, evakueringer, ambulancetjeneste og militære operationer.
- Søfarten, havne og havnevirksomheder kan sikre alternative forbindelser mellem landsdele ved bro- eller tunnelsvigt, sikre nødforsyninger, understøtte de globale forsyninger i en krisetid og militære operationer.
Beredskabsudspil
DI Transport har derfor udarbejdet et beredskabsudspil med fire anbefalinger til tættere samarbejde mellem stat og virksomheder:
- Viden om trusler og sårbarheder
- Modstandsdygtig transportinfrastruktur
- Udnyttelse af privat transportkapacitet i beredskabet
- Formaliseret samarbejde om transportberedskab
Udspillet vil DI Transport drøfte med trafikpolitikere i Folketinget.
Virksomheden Falck, som udbyder vejhjælp, sygekørsel og sundhedsordninger, har også taget et initiativ med det mål at involvere virksomheder mere i det offentlige beredskab.
Falck inviterer virksomheder til at være del af”Virksomhedsberedskabet” – en ny model for beredskab ved at integrere private virksomheder i Danmarks samlede beredskabet gennem frivillighed og fleksibilitet.

”I modsætning til traditionelle, centraliserede tilgange, som vi kender fra f.eks. Finland, giver denne model virksomhederne frihed til selv at bestemme deres bidrag.
Dette sikrer et motiveret engagement og udnytter erhvervslivets ressourcer og kompetencer på en måde, der supplerer det offentlige beredskab,” skriver Falck om ”Virksomhedsberedskabet”.
Det er et supplement til det offentlige beredskab og handler i tråd med myndighedernes anbefalinger, understreger Falck.
Pas på under rejser
Virksomhederne skal også selv have et internt beredskab, herunder beredskabsplaner, der dækker kriser som oversvømmelser, energimangel, forsyningskædebrud og cyberangreb.
DI opfordrer sine medlemsvirksomheder til at identificere sårbarheder og risici, herunder risikoen for cyberangreb, som udgør en af de største risici for virksomheders evne til at drive forretning, ifølge DI.
DI har en række råd til virksomheder, som skal sikre, at deres medarbejdere optræder særligt agtpågivende, når de er på forretningsrejser:
- Vær opmærksom på omgivelserne og undgå at efterlade enheder uden opsyn, når du er på farten.
- Software skal være sikkerhedsopdateret, når du er på rejse.
- Sikker adgang til virksomhedsnetværket
- Være skeptisk, hvis du får ukendte links eller anmodninger om fortrolige oplysninger – også på rejse.
- Du skal vide, hvordan du skal reagere i nødsituationer under rejser, og hvem du skal kontakte.
Nyt ministerium og nye love
Statsministeren Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) forventer mange flere cyberangreb, hybridangreb og potentielt angreb på kritisk infrastruktur de kommende år. Det har hun udtalt under en debat om beredskab i Folketinget.
Hun udtrykte også håb om, at de politiske partier i Folketinget ved forhandlingerne om finansloven for 2026 ”måske i fællesskab kunne prioritere det her område mere, for beredskab koster også mange penge, og derfor er det vigtigt, at Folketinget også engagerer sig i styrkelsen af beredskabet.”

Der er i forvejen skruet markant op for arbejdet med beredskab. Danmark har fået et nyt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Den 1. juli 2025 trådte nye danske love i kraft, som stiller skærpede krav til virksomheder og offentlige myndigheders kriseberedskab.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (Venstre), sagde da lovændringerne blev vedtaget i Folketinget:
– Det er helt essentielt, at vi skruer op for både den digitale og den fysiske sikkerhed. Med de nye regler øger vi modstandsdygtigheden hos danske virksomheder og offentlige myndigheder.






