Her er landets vigtigste erhverv, fiskeriet, et godt eksempel, hvor
blandt andet krav om bedre forhold for jollefiskerne er et sikkert emne
ved mange vælgermøder.
På det mere overordnede plan er der omvendt interessante
forandringer i valgkampen.
Ved valget i foråret 2013 var det store tema, hvilke økonomiske krav
Grønland burde stille til mineselskaber, som ville grave efter
naturressourcerne i undergrunden.
Det gjaldt ikke mindst spørgsmålet om royalty – en særlig afgift for at
kunne udnytte naturens rigdomme.
I skrivende stund – halvandet år efter – er der ikke kommet et
eneste milliardprojekt i drift. Det mest fremskredne, London Minings
jernmine nær Nuuk, er kollapset økonomisk.
I tilgift lukkede Grønlands eneste eksisterende mine, Nalunaq-guldminen
i Sydgrønland, sidste år. Og i øjeblikket er der udelukkende et mindre
mineprojekt, en rubinmine, som er ved at komme i drift.
Den virkelighed har gjort det nærliggende at fokusere på, hvordan vi
kan udvikle et eksisterende erhverv, turisterhvervet – og dermed skabe
vækst i en vigtig branche, som ellers har levet i skyggen, når det kom
til skiftende regeringers bevågenhed.
Også på dette område deler de politiske vande sig dog.
Nogle drømmer allerede om en ny, stor international lufthavn, nye
attraktioner og en kraftig udbygning af hotelkapaciteten, selvom der
allerede i dag er mange ledige hotelværelser uden for højsæsonen.
Andre maner til besindighed og peger på, at turisterne ikke kan
redde Grønlands økonomi. Men de kan være med til at skabe lokal vækst i
de byer og bygder, som får besøg. Og man kan vinde meget med få midler,
hvis man for eksempel kan udvide sæsonen og sikre, at turisterne lægger
flere penge under deres besøg end i dag.
Uanset hvem der vinder valget – og hvilke drømme, der bliver
realiseret – har turistbranchen ved dette valg fået en politisk
bevågenhed, som den ikke tidligere har oplevet. Og det kommende
landsstyremedlem på området vil have en god anledning til at prioritere
sektorens interesser højere.
