Danmark skal være blandt de ti lande i verden med højst
arbejdsudbud. Det er et centralt punkt i den netop omdannede
VK-regerings arbejdsprogram frem til næste valg. Til gengæld agter
regeringen ikke at pille ved den dyre efterlønsordning eller at
reducere perioden, arbejdsløse kan modtage dagpenge.
Regeringens nye arbejdsprogram er døbt ”Danmark 2020” og har det
ubeskedne mål at bringe Danmark ind i den absolutte verdenselite på ti
punkter. Mål nummer et er, at Danmark skal være blandt de 10 rigeste
lande i verden. Mål nummer to er at give Danmark et arbejdsudbud blandt
de højeste i verden.
De flere hænder vil VK-regeringen sikre med en fortsat aktiv
reformpolitik, som ifølge arbejdsprogrammet vil betyde indsatser på
især fem områder: Regeringen vil ændre førtidspensionsordningen, så
langt færre kan opnå førtidspension. Regeringen vil også give
studerende større økonomisk incitament til at gøre deres uddannelser
færdige tidligere ved at ændre i uddannelsesstøttesystemet, og samtidig
bebuder regeringen indsatser mod både ungdomsledighed og
langtidsledighed.
Endelig bebuder regeringen af det skal være endnu mere attraktivt
for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft at arbejde i Danmark.
Udenlandske forskere og andre nøglemedarbejdere har allerede i dag let
adgang til det danske arbejdsmarked, men der er behov for en fortsat
indsats, mener regeringen og varsler yderligere initiativer.
Derimod afviser regeringen pure at benytte sig af to andre
instrumenter, som ifølge de fleste danske nationaløkonomer er blandt de
mest effektive i forhold til at konsolidere økonomien og øge
arbejdsudbuddet – nemlig at reducere dagpengeperioden og at skære i
efterlønnen.
Den danske efterlønsordningen er dyr for samfundsøkonomien og
indebærer, at mange hænder forlader arbejdsmarkedet flere år før
ordinær pensionsalder. Men da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
ved et pressemøde præsenterede regeringens nye arbejdsprogram slog han
fast, at det er regeringens vigtigste mål at konsolidere økonomien, men
at han ikke er tilhænger af dramatiske reduktioner af hverken
dagpengeperioden eller efterlønsordningen. Han betegnede reformer af
efterløn og dagpenge som ”blodige værktøjer”, som der ikke er politisk
flertal for.
