Altid norsk i hjertet

Til august har den norske badmintonspiller Erik Rundle boet flere år i Danmark end i Norge, og han tvivler på, om han nogensinde vender tilbage til Norge for mere end ferie og forsvar af sine badmintontitler.

Det blev et markant vendepunkt for norske Erik
Rundle, da han som 16-årig kom til Danmark for at gå på en skole for
unge badmintontalenter: Han er aldrig vendt tilbage til fødelandet og
har netop købt hus i en forstad til København sammen med sin danske
kæreste, Stine.

– Jeg har det som blommen i et æg her. Mit job
er fantastisk, min kæreste Stine er dansk, og vi har lige købt et hus
sammen her, så der er god plads til, at min familie kan komme hertil og
være barnepige, når vi får børn, siger han. 

De bedste år

Til august har Erik Rundle boet 16 år i
Danmark, og det er længere tid end han har boet i Norge. Han har
tidligere tænkt, at han nok ville flytte tilbage til Norge engang, i
hvert fald når han bliver gammel i Norge. Men med en dansk kæreste og
udsigten til at stifte familie i Danmark, har det perspektiv ændret
sig.

– Jeg har altid haft den ide, at Norge er et
bedre land at blive gammel i, men som mit liv her har udviklet sig,
kommer jeg nok aldrig til at flytte tilbage.

Hans liv i Danmark startede, da hans forældre i
1998 afleverede ham på et badmintoncollege i den lille jyske by Assens,
hvor ham og en norsk badmintonkammerat skulle gå i tre år. Erik Rundle
havde inden da kun været i Danmark få gange på badminton-træningslejre
og kendte ingen danskere.

– Det blev de bedste år i mit liv, selvom jeg
pludselig skulle vaske mit tøj selv, og det havde jeg ikke prøvet før.
Mentaliteten var også meget anderledes end i Oslo, hvor jeg kommer fra.
Danskerne virkede mere åbne.

Han husker tydeligt, da en dansk bilist
uopfordret forærede ham sin parkeringsbillet. Det ville en nordmand
aldrig have gjort, tænkte Erik Rundle, da han stod med
parkeringsbilletten i hånden.

Skandinavisk arbejdsplads

Efter de tre år på badmintoncollege valgte Erik
Rundle for at læse og spille badminton på eliteplan. Han flyttede til
København og læste til markedsføringsøkonom sideløbende med
badmintonspillet, og bagefter fik han i gang med en bachelor på
Copenhagen Business School. Derefter fik han job i den amerikanske
it-koncern Dell, der har skandinavisk hovedkontor i København, hvor han
har været ansat i ti år og i dag er salgschef for det danske
marked.

Inden da var han leder af Dells kundeservice i
Norden – en afdeling med både danske, nordske og svenske medarbejdere,
hvor der blev talt alle skandinaviske sprog på kryds og tværs

– Jeg talte norsk. Det var meget hyggeligt. I
mit nuværende job som salgschef i Danmark er alle mine medarbejdere
danskere, så nu taler jeg kun dansk, siger Erik Rundle på fejlfrit
dansk og med kun svag accent.

Norsk mester ni år i træk

Sideløbende med den arbejdsmæssige karriere har
Erik Rundle haft en strålende badmintonkarriere og er forsvarende norsk
mester. Han spiller i Hvidovre Badmintonklub, hvor eliten i dansk
badminton traditionelt har spillet og har i mange år haft fast plads på
Norges landshold.

En enkelt norsk badmintonturnering deltager
Erik Rundle i hvert år, nemlig de norske mesterskaber. De seneste ni år
i træk er han vendt hjem fra Norge med guld eller sølvmedaljer i double
eller mixdouble – eller i begge discipliner.

– De norske spillere er vel efterhånden vant
til, at jeg kommer derop og vinder over dem. Men der står mange unge
stærke spillere parat og drømmer om den dag, de kan slå mig, griner
han.

Erik Rundle

Det hans savner mest ved Norge er naturen.
Sommerferien tilbringer han og kæresten derfor i Erik Rundles families
hytte i Kristiansand, og Erik Rundle og hans bror har købt en grund ved
siden, hvor han engang vil bygge sin egen hytte.

– Jeg har altid været naturmenneske og har gået
på jagt, siden jeg var 15 år, og jeg har stået rigtig meget på ski, så
det er en dyb længsel.

Han har også en teori om at vejret er bedre i
Norge.

– Der er koldere, men det føles rarere, fordi
det ikke blæser. Det værst ved Danmark er sidelæns regn eller blæst fem
måneder om året, siger han.

Selvom Erik Rundle forventer at blive i Danmark
resten af livet, vil han altid føle sig norsk. Det er han fast
overbevist om:

– Som badmintonspiller har jeg mange gange
repræsenteret det norske landshold, og det gør mig altid stolt. Jeg er
del af Norge og har en stærk nationalfølelse, selvom jeg elsker
København og Danmark.

Erik Rundle med badmintonracket