Uanset de store forskelle, der er mellem arbejdsmarkederne i de
nordiske lande, så er det den almindelige opfattelse, at der eksisterer
en fælles nordisk arbejdsmarkedsmodel. De fælles træk er høj
levestandard, høje skatter, et udbygget socialt sikringssystem, stærke
fagforeninger og en dialog mellem arbejdsmarkedets parter indbyrdes og
med regeringer og myndigheder.
Ved det danske medlemskab i 1973 og frem til Maastricht-traktaten
fra 1993 var der i Kommission og Ministerråd ingen eller kun ringe
forståelse for og accept af den selvstændige rolle, som
arbejdsmarkedets parter spiller i de nordiske lande. De blev opfattet
som private sammenslutninger, der ikke kunne varetage
myndighedsopgaver.
I samme periode planlægges en EU arbejdsmarkedspolitik baseret på en
harmonisering inspireret af den franske model.
Med Maastricht-traktaten får arbejdsmarkedets parter en selvstændig
rolle og kan indgå aftaler, som grundlag for arbejdsmarkedsdirektiver
(f.eks. om deltids-arbejde). Dette medfører, at partssamarbejdet på
nationalt niveau, som vi kender det i Norden, nu betragtes som mere
legitimt. Den særlige rolle, som traktaten giver parterne, kan ses som
et resultat af den inspiration, som de nordiske forhold har været for
Kommissionens Præsident Jacques Delors, men også som en følge af den
manglende vilje i medlemsstaterne til at arbejde mod en harmonisering
af arbejdsmarkederne.
Med Finlands og Sveriges medlemskab og Islands og Norges deltagelse
i den sociale dialog i EU styrkes parterne og partssamarbejdet yderlige
og BusinessEurope og Den europæiske faglige Samorganisation (EFS)
intensiver deres samarbejde. Her opleves både de faglige organisationer
og arbejdsgiverforeningerne fra de nordiske lande som stærke fortalere
for en selvstændig rolle for parterne.
Seneste fase er flexicurity debatten, hvor første reaktion er
skepsis. Arbejdsgiverne frygter store omkostninger med henvisning til
de høje skatter i Norden, og fagbevægelsen frygter, at der blot er tale
om et skalkeskjul for en afvikling af den beskyttelse, som lovgivninger
giver lønmodtagerne.
Når de nordiske arbejdsmarkeder i dag af mange betragtes som
forbilleder, så skyldes det først og fremmest de markante resultater i
form af høje beskæftigelseskvoter for alle grupper og lav arbejdsløshed
på samme tid som den høje arbejdsløshed i Tyskland og Frankrig
udelukker to dominerende aktører fra at promovere deres modeller.
De nordiske arbejdsmarkeder betragtes i dag med misundelse og
respekt, men også med skepsis, når det drejer sig om mulighederne for
at lære af de nordiske erfaringer.
