I et årti har det været god latin, at Danmark skal klare sig i den
globale konkurrence ved at satse på viden og innovation og acceptere
udflytning af løntung produktionen til billigere lande. Men ikke
længere. Den socialdemokratisk ledede regering har indledt et
usædvanligt skarpt opgør med vidensamfundets Georg Gearløs’er og
udpeger i stedet industriarbejderen til den nye redningsmand for dansk
økonomi.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skrev forleden i en kronik,
at danskerne alt for længe har lullet sig i en tornerosesøvn og sagt
til hinanden, at blot de er kreative, skal det nok gå, fordi innovation
skaber nye og bedre job end den beskidte og arbejdskrævende produktion,
som flyttes ud af landet. Vi har være ofre for en myte, men det er
”blændværk, uigennemtænkt og elitært”, påpeger ministeren og leverer
følgende bandbulle:
”Danmark er ikke en nation af kreative Georg Gearløs’er, som kan
nøjes med at arbejde 7,25 timer om dagen, holde syv ugers ferie, hæve
vores høje lønninger, mens vi udkonkurrerer resten af verden med smarte
løsninger udtænkt i det høje Nord”.
Mette Frederiksen er alarmeret over, at Danmark på to årtier har
mistet knap 200.000 arbejdspladser inden for produktion og industri, og
at der eksporteres stadig færre produkter, der er ’Made in Denmark’.
Den udvikling vil regeringen vende og har i dialog med en række store
danske produktionsvirksomheder udpeget indsatser, der kan fremme ’Made
in Denmark’-produktion.
Først og fremmest er regeringen parat til at give industrien bedre
rammebetingelser. Der skal være loft over de grønne afgifter på vand og
energi, som erhvervslivet betaler, og så skal fabriksarbejderen
uddannes bedre og opkvalificeres. Regeringen slår også til lyd for en
ny kultur, hvor fabriksarbejderen regnes for lige så vigtig som
kulturarbejderen bag sit skrivebord – uden dog at byde på hvordan.
Desuden skal fabriksarbejderen udvise løntilbageholdenhed, mener
regeringen og hævder, at det kan ske uden at miste købekraft, fordi
regeringen har sænket personbeskatningen. Især denne del af ’Made in
Denmark’-indsatsen kan blive vanskelig. Ifølge fagbevægelsen har
lønmodtagerne i forvejen under krisen vist stort samfundssind og
accepteret lave lønstigninger, så der kan ikke skæres meget dybere. Det
er næppe polske lønninger, regeringen forestiller sig, men signalet er
klart: den danske arbejder er for dyr. Til gengæld er han meget
vigtig.
