Direkte fra København: Kobler du heller ikke nok af i din ferie?

Sommerferien er årets længste pause fra arbejdslivet, hvor vi kan geare ned og lade op til en ny spurt. Men mange af os når det ikke.

Psykologer og stresscoaches anbefaler, at vi langsomt sætter
arbejdstempoet ned de sidste to uger før sommerferien, så vi ved
feriestart kan dumpe blødt ned i en liggestol og få puls og
adrenalinniveau i bund, før arbejdslivet starter igen til
august. 

Virkeligheden er en anden. Sædvanen tro havde jeg før denne
sommerferie mere travlt end ellers og vågnede før vækkeuret, træt og
med hjertebanken og tankemylder. Og jeg er ikke den eneste. En ny
rundspørge blandt danske ledere viser, at 56 procent sætter ekstra
turbo på arbejdstempoet de sidste uger op til ferien for at blive
ferieklar. 

Vi gør det, selvom vi ved, strategien har en høj pris: Mange af os
bliver syge i ferien. Vores travlhed har presset immunsystemet op i
højere gear, og når ferien kommer, og kroppen slapper af, gør
immunforsvaret det samme, og så får en drilsk lille virus fat i
os. 

Problemet er formentlig endnu større blandt menige medarbejdere, der
ikke har samme indflydelse på deres jobsituation som ledere og
selvstændige. Stressfaktor nummer ét er nemlig manglende indflydelse på
egen jobsituation. 15 procent af Danmarks befolkning lider af langvarig
stress, og så er danskerne oven i købet mindre hårdt ramt af
arbejdsrelateret stress end eksempelvis nordmænd og svenskere, viste en
nylig undersøgelse. Ifølge WHO bliver stress det næste årtis
folkesygdom.

Når jeg har overvundet min ferievirus, vil jeg derfor følge et andet
ekspertråd, nemlig at bruge ferien på at overveje, hvorfor jeg arbejder
så meget, og hvordan jeg undgår at komme op i samme høje gear straks
efter ferien. Mange af os får nemlig også post-ferie stress, når vi
kommer tilbage efter ferien, fordi vi i ferien har sænket paraderne og
haft systemet i lavere gear. Derfor er vi ikke er parate til den store
fysiske og psykiske arbejdsbyrde, der venter. 

Jeg ved godt, at stress er et samfundsproblem, jeg ikke løser fra
min liggestol. Men mens jeg ligger på den lade side i den, vil jeg
tænke over, om det kan hjælpe at tage liggestolen med hjem i
arbejdslivet. Uden at stresse over det, naturligvis.