Opbakning og branding til Grønlands arbejdsmarked

Dansk og nordisk fagbevægelse bakker kraftigt op om lønmodtagere i Grønland, hvor erhvervsliv og regering ser muligheder i krisen.

Småt, men klart budskab fra Grønland: «Our land, our future» (Foto: Hallgrímur Indriðason)

”I Norden har vi en stærk tradition for at stå sammen, når det virkelig gælder. I den her sag er vi ikke neutrale. Vi er solidariske.”

Sådan udtalte Morten Skov Christiansen, formand for dansk fagbevægelses hovedorganisation, FH, og gik ud foran FH’s hovedkontor i København og hejste Grønlands rød-hvide flag.

Read this article in English on the Nordic Labour Journal

Ordene og flag-demonstrationen er dansk fagbevægelses fælles reaktion på det seneste udfald mod Grønland fra USA’s præsident, Donald Trump.

Nordisk støtte

FH tæller 62 faglige organisationer i Danmark og har i alt 1,3 millioner danske lønmodtagere som medlemmer. Ifølge FH-formanden vil dansk fagbevægelse forsvare Grønlands lønmodtageres vilkår med samme styrke som, når en smed i Danmark kæmper for sikkerhed og medindflydelse, og en lærer i Island står sammen med sine kollegaer for bedre vilkår.

”Det er den samme idé, vi forsvarer i Grønland,» skrev Morten Skov Christiansen i et blogindlæg.

Morten Skov Christiansen, formand for dansk fagbevægelses hovedorganisation, FH.

At nordiske fagbevægelse står samlet i opbakningen til Grønland er også blevet klart kommunikeret af NFS, Rådet af nordiske fagbevægelser. I en fælles udtalelse udtrykker fagbevægelserne i alle nordiske lande entydig støtte til Grønland og de grønlandske lønmodtagere.

Ro på arbejdspladserne

Den store politiske uro om en eventuel amerikansk annektering af Grønland har ikke på den korte bane skadet den økonomiske aktivitet i Grønlands erhvervsliv og trygheden for grønlandske medmedarbejdere.

Det vurderer erhvervslivet i Grønland og den grønlandske erhvervsminister/naalakkersuisoq, Naaja H. Nathanielsen. Hun holdt orienteringsmøder med de største erhvervsorganisationer i Grønland 23. januar 2026 om Trumps seneste udmeldinger om Grønland.

Den grønlandske regering udsendte efter møderne en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at:

”Der ikke ses nogen akut trussel overfor landets erhvervsliv. Enkelte virksomheder har mødt bekymring fra deres kunder, men denne bekymring håndteres, og der er ikke tale om et generelt eller stort problem.”

God branding

Grønlands Erhverv/Sulisitsisut er en erhvervsorganisation med 80 procent af Grønlands virksomheder som medlemmer.

Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv/Sulisitsisut. (Foto: Sulisitsisut)

Organisationens direktør, Christian Keldsen, udtalte efter mødet med den grønlandske erhvervsminister:

”Det grønlandske erhvervsliv er omstillingsparat, og den rettidige omhu i dialogen mellem myndigheder og erhvervsliv har gjort det muligt at navigere igennem de seneste ugers udmeldinger. Det giver grundlag for at udnytte situationen bedst muligt og skabe ro for vores medarbejdere ”

Både Naalakkersuisut og erhvervslivet ser den ekstra opmærksomhed og positive branding af Grønland for en mulighed for Grønlands erhvervsliv, fremgår det af pressemeddelelsen fra den grønlandske regering:

”Omverdenen har vendt deres blik mod os. Aktuelt ses ingen væsentlig negativ påvirkning. Vi kender naturligvis endnu ikke de langsigtede effekter, og det er derfor fortsat vigtigt, at vi arbejder målrettet med den positive branding af vores land.”