Hver anden mandag stiger Jeppe Skovgaard med et smil på toget i Växjö i Sydsverige med kurs mod København, hvor han står af på Nørreport Station og cykler det sidste stykke til bevægelses-instituttet Rört, som han ejer og driver sammen med en forretningspartner.
Read this article in English on Nordic Labour Journal
To døgn senere pendler han med toget retur til Växjö, med bus videre til byen Åseda og derfra 15 kilometer i bil ad småveje, der til slut bliver til en snørklet grusvej frem til en nedlagt mølle midt i skoven.
Han og hustruen købte stedet for fem år siden, og den er nu restaureret, om- og udbygget. Möllan er familiens hjem og den er også parrets arbejdsplads, hvor de afholder retreats og kurser.
– Jeg er totalt glad for at pendle mellem Danmark og Sverige. Det er det eneste tidspunkt på ugen, jeg sidder stille ned, og det er samtidig en fin transition mellem de to meget forskellige miljøer, som udgør mit arbejdsliv.
En gammel drøm
Möllan har plads til 25 gæster, og er et populært sted at holde retreats og kurser, fortæller Jeppe Skovgaard:
– Det er både langt inde i skoven, og samtidig lige midt mellem Stockholm og København, og vores booking-kalender er fuld et halvt år frem, siger Jeppe Skovgaard.
At drive retreatsted i Sverige er indfrielse af en gammel drøm for Jeppe Skovgaard, der i hele sit arbejdsliv har været optaget af at skabe fællesskaber i bevægelsesmiljøer.
Som helt ung begyndte han at klatre rundt på bygninger om natten, fordi han ikke kunne sove. Det førte ham til bevægelsesformen parkour, som går ud på at bevæge sig let og hurtigt gennem landskabet – fx trapper, mure og lignende.
Han har også været aktiv i acroyoga-miljøet i København, og både parkour og acroyoga er på programmet i Rört, hvor han selv underviser i yoga, når han er i København. Han er også arbejdsgiver for Rörts øvrige 25 lærere, der ugentligt afholder cirka 40 klasser i et væld af discipliner.
Jeppe Skovgaard og hans samarbejdspartner etablerede Rört for otte år siden, og dengang boede han og Åsa i en lille lejlighed på Nørrebro i København. Drømmen om at flytte til Sverige og skabe et retreatsted var født længe inden da, men voksede, da parret fik deres to børn.
Før han mødte Åsa boede boede han i en periode i et lille hus i Sverige.
– Jeg udlevede min indre bonde-hipster og flyttede rundt på en masse sten, mens de svenske naboer så undrende til, og jeg skrev en blog om det, fortæller Jeppe Skovgaard med et smil.
Et nemt skift
Da han og Åsa blev forældre, var det tid at realisere drømmen. De ønskede et liv for deres børn med natur og plads og ro og begyndte at lede efter et sted, der var egnet til retreats.
– Vi drømte om et sted, vi kunne fylde med mennesker og fandt Möllan.
Hans børn var 6 måneder og tre år, da familien flyttede op i skoven og gav sig til at bygge den nedlagte mølle om til et retreatsted.
– Vi havde ikke eget køkken i starten, men begyndte at holde retreats fra dag 1 for at betale af på vores lån, og jeg pendlede dengang til Rört tre dage hver eneste uge.
– Alligevel tænker jeg kun tilbage på det som helt vildt fedt at have så meget plads og så meget ro omkring os. Jeg husker stadig en dag, jeg lå i badekarret på Möllan og mærkede, at ”Nu er jeg landet”. Det var et stærkt øjeblik.
De administrative og økonomiske aspekter ved at flytte fra ét nordisk land til et andet husker Jeppe Skovgaard som absolut overkommelige. Samtidig har det været en fordel, at Åsa er svensk og født på egnen, hvor Möllan ligger, forklarer Jeppe Skovgaard.
For familielivet har flytningen også været en stor fordel, selvom døtrene har fået langt i skole og børnehave:
– Min ældste datter er nu otte år, og hun bliver hentet af skolebussen klokken 6:50 om morgenen og kørt til skolen, som ligger 12 kilometer væk. Min yngste går i førskole fem kilometer fra vores hjem.
– De er begge blevet modtaget med åbne arme af personale med overskud: ”Næ, nye børn, hvor trevligt”. Da vi afleverede vores piger i institution i København, virkede det – helt forståeligt i øvrigt – som om, personalet tænkte ”Åh nej, flere børn.”
Ros til svensk håndværk
Jeppe Skovgaard har selv stået i spidsen for restaureringen af Möllan, og han hyrer ofte lokale, svenske håndværkere, og det har givet ham dyb respekt for deres faglige kunnen og tilgang til arbejde:
– De håndværkere, jeg møder i Sverige, har en meget høj faglighed. De kommer, når de lover det. De er meget dygtige og deler gerne ud af deres store viden. De er også rimelige i deres prissætning. Det er meget lettere at finde gode håndværkere her end i København, og jeg lærer en masse af dem.
De svenske håndværkere, han møder, virker glade for deres fag og job på en helt anden måde, end Jeppe Skovgaard oplever det, når han hyrer håndværkere til at udføre arbejde i Rört i København.
Han oplever generelt stor forskel i synet på arbejdslivet hos de mennesker, han møder på landet i Sverige og i København.
– København er til dels en akademiker-ghetto. Sådan er det nok i storbyer. Jobbet er en vigtig del af identiteten. At arbejde er en slags selvrealisering.
– Ude på landet i Sverige føler man sig heldig, hvis man job på en arbejdsplads, der ligger mindre end 50 kilometer væk fra hjemmet. Arbejdet er ikke så afgørende for, hvem man er.
Han har selv en fod i begge tilgange til at arbejde.
– Mit eget kreative arbejde er klart mere ensomt her i skoven, men jeg kan rigtig godt lide den tilgang til arbejdsliv, jeg møder på landet i Sverige.
Nye fællesskaber
For Jeppe Skovgaard slutter ambitionerne ikke med et liv som retreatvært i skoven. Han er netop begyndt at skrive en bog om at skabe fællesskaber, og den næste ambition er at etablere noget, der minder om en dansk højskole.
Skolen skal etableres i nærheden af Möllan, eleverne skal bo der sammen i et år, og de vil få en uddannelse i, hvad han kalder ”surviving and thriving” – at overleve og trives.
– Verden har brug for mennesker, der kan skabe gode rammer for liv. Vi skal kunne dyrke vores mad, og vi skal have tag over hovedet.
Det kræver forståelse for naturen og håndværk, så det er den ene grundpille i uddannelsen, forklarer han:
– Eleverne skal lære simpel overlevelse, men at overleve har kun værdi, hvis man trives og nyder livet. Derfor vil den anden grundpille i uddannelsen være at introducere eleverne til nogle af de fine spirituelle praksisser, som findes og kan hjælpe os mennesker til at forbinde os til natur, kærlighed og fællesskab. Eksempelvis gennem dans og meditation.
Han forventer, at de kommende 10-20 år vil byde på et politisk, økonomisk og klimamæssigt kaos, der vil ændre livsbetingelserne på Jorden radikalt – og stille nye krav til fællesskaber.
– Det kaos vil formentlig kræve af os, at vi simplificerer og fokuserer vores opmærksomhed. Jeg tror, vi vil se en enorm dragning imod fællesskaber, som kan svare på, hvordan vi overlever og sameksisterer.
– Det forudsætter fællesskaber, der også har gode svar på, hvordan vi trives med hinanden inden for fællesskabet, slutter Jeppe Skovgaard.
