Der fosser stigende mængder vand ind i vandkraftværkerne i Nordgrønland i takt med, at indlandsis afsmelter. Det kan være med til at sikre grøn omstilling og job, men det forudsætter lokal indflydelse.
Read this article in English on the Nordic Labour Journal
Det vurderer Lill Rastad Bjørst, lektor ved Grønlandske og Arktiske Studier på Københavns Universitet, hvor hun forsker i klimaforandringer og grøn omstilling i Grønland:
– Vandkraft er en af Grønlands styrkepositioner. På grund af klimakrisen kan en stigende del af Grønlands energibehøv potentielt dækkes af energi fra vandkraftværker og åbne for nye virksomhedsformer og job. Men det vil kræve lokal involvering, og det skal give mening og job lokalt.
Lill Rastad Bjørst er del af forskningsprojektet LIQUIDICE, hvor forskere fra 18 forskningsinstitutioner i Europa og Indien samarbejder om at forudsige følgerne af klimaforandringerne for havvandsniveauer, vandressourcer og levevilkår for millioner af mennesker i særligt udsatte områder, herunder Grønland.
Lokale hensyn
Projektet skal give forskere og beslutningstagere bedre viden om snedække, permafrost og indlandsis i takt med at temperaturen stiger. Forskerne fokuserer især på gletcher-områder som Jostedalsbreen i Norge, hvis smeltevand er kilde til op mod 15 procent af Norges vandkraftenergi.
I Grønland ser forskerne blandt andet på konsekvenserne for byen Ilulissat, der får energi fra et af Grønlands fem vandkraftværker.
– Klimaforandringerne betyder mere vand gennem Ilulissats vandkraftværk og dermed mere energi, som kan bruges til nye produktionsformer, men det vil ikke nødvendigvis give mange flere job til den grønlandske befolkning eller skabe basis for ny og grønnere produktion i byen.
Turisterhvervet vokser nemlig også i Ilulissat, og det giver vækst i byggeriet og i servicerhvervene, som i stort omfang rekrutterer arbejdskraft i asiatiske lande, forklarer Lill Rastad Bjørst.
Hun henviser til Grønlands minister for erhverv, råstoffer og energi, Naaja H. Nathanielsen, som ved en konference i 2022 om Grønlands erhvervsliv udtalte, at Grønland ikke behøver virksomheder med 1000 medarbejdere, og at der er brug for at overveje relationen mellem erhvervsliv, samfund og kultur:
”En ikke uvæsentlig faktor er, at mens energiproduktion kræver en del arbejdskraft at etablere rent fysisk er det ikke en sektor, der kræver en stor arbejdsstyrke at drifte. Det er af betydning både praktisk og kulturelt i et lille land, med en lille befolkning, et stort behov for udefrakommende arbejdskraft, et lille sprog og små samfund.
Vi bliver nødt til at overveje relationen mellem erhverv og samfund og kultur for at undgå gnidninger, og også her ser den grønne sektor ud til at matche landet vel,” sagde Naaja H. Nathanielsen ved den lejlighed.
Intet sker uden os
Lill Rastad Bjørsts forskning anlægger et samfundsperspektiv på Grønlands styrkepositioner, og det anser hun vandkraften for at være. Det samme er mineralrigdommen i Grønlands undergrund.
Der er stadig ikke for alvor gang i mineraludvindingen, for også for denne styrkeposition gælder, at Grønland siger nej til udvikling, der ikke bliver taget hensyn til sundhed, lokale interesser og forhold.
– ”Nothing about us without us” er en meget stærk dagsorden i Grønland og i alle arktiske samfund. Grønland vil være med til at definere projekterne fra start.
Både i forhold til Danmark og resten af verden og i den grønne omstilling er det udgangspunktet, at der skal tages hensyn til den grønlandske befolkning og det grønlandske samfund.
Hun ser et generelt ønske i Grønland om at arbejde hen imod et arbejdsmarked, der er mere selvstændigt.
– Grønland er stadig meget afhængig af dansk arbejdskraft i mange sektorer. Virksomhederne på det private arbejdsmarked i Grønland er er også dansk-dominerede, når det gælder ejerskab og ledelse. Det vil Grønland gerne ændre på. Og unge i Grønland ønsker i dag at blive uddannet til at arbejde på et internationalt jobmarked – ikke et dansk arbejdsmarked.
Paradigmeskift i forskning
Lill Rastad Bjørst leder ofte større forskningsprojekter i Arktis og Grønland og har samlet polarforskere på tværs af universiteter og lande til fælles indsatser.
Aktuelt er hun med til at lede forskningsprogrammet Fulbright Arctic Initiative IV – et treårligt samarbejde mellem Arktis-forskere i en række lande om at stimulere forskningssamarbejde om artisk sikkerhed.
– Også inden for Arktis-forskningen ser jeg et paradigmeskift hen imod større større lokal ledelse og involvering i forskning. Det er krav i dag til os, der forsker i Grønland og Arktis, at vi skal involvere lokale rettighedshavere. Forskningen skal have værdi for dem. Det ser jeg som en meget positiv udvikling, siger hun.
